Forældresamtaler:
I vuggestuen har man en opstartssamtale, efterfølgende tilbydes forældrene som minimum en forældresamtale pr. barn 3 til 4 måneder efter start, og en samtale når tidspunkt for overflytning til børnehave nærmer sig. Samtalen holdes i institutionens åbningstid.
På børnehavestuerne i huset har man ligeledes en opstartssamtale, og efterfølgende tilbydes en forældresamtale inden for 3 måneder. Når tiden for skolestart nærmere sig afholdes en samtale hvis forældrene ønsker dette på ca. 15 minutter. Samtalen tager udgangspunkt i skolemodenhed samt i det overleveringspapir som udfyldes ved institutionsskift. Samtalen holdes i institutionens åbningstid.
Ved overflytning internt, til anden institution, skole eller afdelingen i Rødovre, skal der altid udfyldes et overflytnings papir, som gennemgås og underskrives af forældrene (se også den første tid).
Det er vigtigt at understrege, at er der behov for flere samtaler, kan man ved henvendelse altid få en samtale – det gælder også for personalet, der også vil henvende sig, hvis de skønner, at der er behov for yderligere samtaler. Brug personalet i hverdagen.
Ved konsultationer/forældresamtaler deltager så vidt muligt 2 af stuens faste pædagoger eller pædagogmedhjælper. Leder eller souschef deltager ved behov/ønske fra personale eller forældre.
Forældremøder:
Der afholdes 1 fælles forældremøder årligt om foråret.
Forventninger til forældresamarbejdet:
Det er både personalets og forældrenes intention at der foregår så meget samtale om dagligdagen, trivsel, aktiviteter og meget andet, som muligt.
Da hverdagen kan være travl og hektisk, er det både et forældre- og personaleanliggende, at henvende sig aktivt til hinanden.
• Forældre og personale har et fælles ansvar for at der foregår jævnlige samtaler om barnets trivsel.
• Forældrene informeres om aktuelle temaer i læringsmiljøet, hvad børnene er optagede af, og om ture og andre større planer.
• Personalet og forældres dialog skal baseres på et anerkendende grundlag. Forældre skal opleve at der lyttes og man bliver taget alvorligt.
• Der vil være mulighed for kaffemøder med forældrene, når der er aktuelle temaer til orientering eller drøftelse. Dette står bestyrelsen for.